
Salmer i 500 år
Tirsdag d. 28. september kl. 19.00 – Øster Bjerregrav forsamlingshus
Torsdag d. 1. oktober kl. 13.30 – Spentrup sognegård
Salmer i 500 år – tro, poesi og fællessang gennem tiden
Hvordan lyder 500 års tro, tvivl, håb og livserfaring i sang?
Tirsdag aften i Øster Bjerregrav Forsamlingshus og torsdag eftermiddag i Spentrup Sognegård inviteres til fællessang, fortællinger og musik på en rejse gennem den danske salmetradition – fra Kingo og Brorson til Grundtvig og videre frem.
Salmerne sættes ind i deres historiske sammenhæng, men vi kommer også tæt på menneskene bag: deres liv, tanker og den drivkraft, der fik dem til at skrive. Hvordan oplever vi en salme, når vi hører om sorgen, begejstringen eller troserfaringen bag ordene?
Undervejs åbnes små perspektiver til pietismens inderlighed, oplysningstidens klarhed og Grundtvigs folkelige visioner. Vi berører også den kirkemusikalske fornyelse i 1900-tallet og nyere salmedigtning, som viser, at traditionen stadig i den grad er levende.

Musikformidler Mik Stegger, litteraturformidler Inger Nygaard Kaad og organist Kristian Melchior leder publikum gennem ord, toner og fællessang. En aften/eftermiddag, hvor salmerne ikke blot synges, men opleves – og hvor publikum selv bliver en del af fortællingen.
Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Sangkraft Randers og Randers Bibliotek.
HUSK: Vi gør ekstra opmærksom på at arrangementet finder sted både tirsdag og torsdag på to forskellige lokationer.



