Schubert i kirken

torsdag d. 3. oktober kl. 19.30 – kristrup kirke
Oplev korværket Deutsche Messe med mere ved koncerten i Kristrup Kirke

Franz Schubert er muligvis mest kendt for sine lieder og sin store produktion af klaver- og kammermusik. Han har dog også komponeret en del kirkemusik, bl.a. Deutsche Messe i 1827, som man kan høre ved denne koncert. Værket er teknisk set ikke en messe, men en samling af hymner med en enkelt poetisk tekst skrevet af Schuberts ven, fysikeren Johann Philipp Neumann. Kirkens kor fremfører ved koncerten Deutsche Messe i et arrangement for lige stemmer og orgel.

Foruden Deutsche Messe vil man ved denne koncert bl.a. kunne høre Schuberts kendte sange Ave Maria og Salve Regina sunget af sopran Helle Mostrup Skovkjær, der foruden at være meget aktiv som sanger, også er kordegn i Kristrup Kirke.

Kristrup Kirkes kor er et ligestemmigt kor med sangere i alderen 13-19 år, der primært består af piger, men også et par enkelte drenge. Koret har en ugentlig prøve og synger derudover til alle højmesser samt til et par arrangementer og koncerter årligt. Repertoiret er alt fra klassisk til rytmisk, samt nyere kirkemusik.

Ved koncerten medvirker Kristrup Kirkes kor, sopran Helle Mostrup Skovkjær og kirkens to organister, Karen Sofie Worre og Rikke Alminde Bendtsen.
Koncerten varer ca. 45 minutter, og der er fri entré!

Mere musik!

Her kan du orientere dig om kirkemusikfestivalens øvrige arrangementer.