Mols-Helgenæs Kantori

lørdag d. 5. oktober kl. 14.00 – Essenbæk kirke

Mols-Helgenæs Kantori er et blandet, klassisk kirkekor, som er knyttet til de 7 kirker på Mols og Helgenæs (Agri, Egens, Knebel, Vrinners, Tved, Helgenæs, Vistoft). Koret synger jævnligt til gudstjenesterne rundtomkring i kirkerne, derfor navnet “Kantori”. Derudover afholder koret hvert år flere større koncerter, gerne med motetter og årstidernes korsatser; men også værker som Faurés Requiem, Vivaldis Gloria eller Saint-Saëns’ Juleoratorium har stået på programmet i løbet af de sidste år. 

Til koncerten i Essenbæk Kirke vil Mols-Helgenæs Kantori byde på motetter af bl.a. årets kirkemusikalske jubilarer Anton Bruckner og Gabriel Fauré, men også korsatser fra J.S. Bach til Carl Nielsen og Phillip Faber vil stå på programmet. Mols-Helgenæs Kantori ledes af Judith Völker, som stammer fra Hamborg. Hun tog sin kirkemusikalske uddannelse ved Musikhochschule Lübeck og Hochschule für Musik und Theater Hannover. Indtil 2010 var hun kantor og organist ved Matthias-Claudius-kirken i Hamborg. Hendes mors østjyske rødder lokkede hende i 2011 til Mols, hvor hun siden 2015 har været organist og korleder ved egnens 7 kirker.

Mere musik!

Her kan du orientere dig om kirkemusikfestivalens øvrige arrangementer.